Jeg kan godt lide at tænke på tingene. Jeg kan også godt lide at stille spørgsmålstegn ved tingene – nogle gange bare for det.
Jeg nørder mig ind i nogle ting. Andre ting er jeg ekstremt uinteresseret i.
Jeg er også blevet tante for klimaforandringer, på trods af min hidtil, i sammenhængen, ung alder.
På denne blog kan du læse det meste af, hvad der passer ind i min tankeverden. Fra social kritik til skønhed 40+ til pinlige historier til…
Velkommen! 🙂
Jeg har allerede skrevet om boligstøtte i Västerås kommune, og nu hvor jeg selv har prøvet, hvordan det fungerer i kommunens regi, føler jeg mig klar til at fortælle om mit første indtryk. Som forventet er jeg ikke særlig positiv overfor det.
jeg tror min boligstøtte via kommunen har efterhånden været aktiv i halvanden eller muligvis halvanden måned. Det første eller andet møde skulle jeg skrive ned, hvad mine mål og behov var, og i det hele taget hvordan jeg vil have det.
Den vigtigste ting for mig i forholdet til en bostøtte er bare – forholdet. Jeg vil gerne have, at det er én og samme person, der klarer hele indsatsen, at opnå stabilitet, sikkerhed, og at opbygge tillid og tillid. Jeg synes ikke, det er for meget at forlange – heller ikke for mig, der har et mindre behov end sikkert mange andre. Selvfølgelig har dem, der er i dårligere form end jeg, et endnu større behov for netop den stabilitet, sikkerhed, tillid og tillid.
Mine behov angår om støtte til at stå op om morgenen, og frem for alt at der er nogen der (efter at have lært mig at kende) kan se om/når jeg begynder at føle på den ene eller den anden måde (ved en bipolar diagnose) og så kan hjælpe mig med at søge hjælp, hvis jeg ikke kan gøre det på egen hånd. Det sker gennem et par telefonopkald og et hjemmebesøg om ugen.
På papiret I udfyldt, skrev jeg alt for tydeligt, gentagne gange, at jeg vil have én og samme person i alle anstrengelser (telefonopkald og hjemmebesøg) og at jeg hellere vil være uden besøg, hvis min bostøtte er syg eller holder ferie. Og tro mig – Jeg var alt for tydelig.
Det er derfor, jeg bliver irriteret, når morgenopkaldene foretages af forskellige mennesker hver dag. Jeg bliver lige så irriteret, når de ugentlige samtaler om eftermiddagen bliver lavet af forskellige mennesker – hver gang (selvom en eller et par af dem viste sig at være pæne). Jeg bliver endnu mere irriteret, når mindst en af dem, der ringer, taler til mig, som om jeg var et barn – Vil du sige; på en meget nedladende måde.
I dag var det tid til mit hjemmebesøg, og jeg havde spekuleret i et par dage, hvordan det ville være, fordi min bostøtte var syg i sidste uge. Om morgenen fik jeg en sms fra en person, jeg ikke havde mødt, hvor der stod, at han ville dukke op en halv time senere.
Behøver jeg at forklare lige hvordan Jeg blev fandme irriteret?
Jeg nægter at tage mod mennesker, jeg ikke har mødt – især ikke når jeg udtrykkeligt, på en alt for tydelig måde, været tydelig på, at jeg vil have en og samme person – ellers slet ingen. Det har med sund fornuft at gøre. Det har med respekt for mennesker at gøre. Det har også med service at gøre – vi med behov eksisterer ikke for, at andre har et arbejde at gå til. De har et arbejde, fordi kommunen tilbyder en service til mennesker med behov for støtte i deres hverdag.
Jeg svarede personen som har skrevet sms'en om, at de skal blive bedre til at informere i tide om ændringer, og at jeg vil aflyse dagens besøg pga. dette fordi det ikke passer det tidspunkt. Efter et øjebliks stilhed sender jeg en anden med anmodningen om bekræftelse, fordi jeg ikke vil have døren til at ringe lige pludselig, da jeg sagde nej.
Det blev en flot finish, som jeg er taknemmelig for. Endnu – selve tingen. Og kun at der ikke er nogen fast tidsplan – Jeg får en sms eller et telefonopkald, hvor jeg får at vide, hvornår på dagen jeg får besøg. Den tid kan variere med flere timer, fra uge til uge. Alene det er sygeligt irriterende.
Men det der Det der irriterer mig mest af alt er, at jeg virkelig ikke tror, det bliver meget bedre efter sommeren, når alle har haft ferie. På grund af kommunens direkte aftale er alle private entreprenører forsvundet, som giver Västerås' egen service plads til at gøre præcis hvad de vil uden at nogen kan give dem grønt lys til det. Jeg bliver sur over, at de tager sig den frihed at køre over folk, bare fordi de kan.
Og ja, Jeg ved, det er meget for dem nu, hvor de pludselig havde fået et overskud af mennesker i nød. jeg forstå at det er kaos. Men ved du hvad? Det er faktisk ikke mit problem. For en gangs skyld har jeg ikke tænkt mig at være selvtilfreds og bare acceptere, at det er på en bestemt måde “for at” situationen er som den er.
jeg tror ikke at jeg nogensinde vil føle mig mindre kritisk over for, hvordan byen Västerås håndterer mennesker med behov for støtte i deres hverdag, om det er boligstøtte, gode mænd / forvaltere, hjemmepleje eller anden service. Det er en vogter-mentalitet, der er ekstremt fucking flatterende – men ikke for mig eller nogen anden i min målgruppe, men for kommunen.
Det er jeg dog ikke en smule overrasket, og vil minde mig selv om at skrive mere om det med føl-undskyld-for-mentaliteten og sovsreglen.
Om en uge springer jeg morgenopkaldene over i en periode. Når efteråret kommer, må vi se, hvordan jeg gør. På nuværende tidspunkt er jeg stærkt tilbøjelig til helt at springe boligstøtten over, fordi jeg ikke er lidt imponeret.
Og så spille det gør ikke så meget, at den enkelte, der kommer på hjemmebesøg, er sød og venlig – den person er ikke problemet, men det ligger i, hvordan tingene håndteres fra politisk og administrativt synspunkt.