Jeg kan godt lide at tænke på tingene. Jeg kan også godt lide at stille spørgsmålstegn ved tingene – nogle gange bare for det.
Jeg nørder mig ind i nogle ting. Andre ting er jeg ekstremt uinteresseret i.
Jeg er også blevet tante for klimaforandringer, på trods af min hidtil, i sammenhængen, ung alder.
På denne blog kan du læse det meste af, hvad der passer ind i min tankeverden. Fra social kritik til skønhed 40+ til pinlige historier til…
Velkommen! 🙂
Mit stemmekort faldt i postkassen forleden. En stærk påmindelse om, at det snart er tid til at stemme. Bare det at stemme i svensk politik har været ekstremt smart lige siden 2010 da Sverigedemokraterna kom ind i Riksdagen. Jeg husker det godt, hvordan jeg sad og fulgte resultaterne tæt til langt ud på de små timer.
I modsætning til mange andre stemmer jeg for det meste efter ideologi, snarere end politik. Jeg har svært ved at stemme på et parti, hvis ideologi ikke på nogen måde svarer til mit eget billede af, hvordan samfundet skal se ud. Jeg kunne skrive flere afhandlinger om, hvordan jeg synes samfundet er forkert, at vi er for mange mennesker og så videre, men jeg vil prøve at lade være.
Derfor (og fordi jeg er doven, og fordi det var sommer og jeg mister alt engagement dengang, plus al den forbandede tærtekastning i politik) Jeg har ikke fulgt med i valgkampen. Jeg læser nogle overskrifter og den korte information, der står på Omni, men det er omtrent lige så vidt, som jeg blev involveret i dette års valg.
For dem der ved det ikke, jeg er socialliberal i min politiske overbevisning. Jeg har ikke nødvendigvis en liberal økonomisk overbevisning, men jeg har meget stærke meninger om, at så længe vi ikke skader andre, skal alle mennesker have så meget valgfrihed som muligt. Og – sådan ser samfundet ikke ud i dag. Kun dem, der har penge, kan vælge.
Så hvad fanden stemmer du på?
Af de to liberale partier, der findes i dag, kan man kun stemme på ét. Allerede da Liberalerne begyndte at snuse til samarbejdet med Sverigedemokraterna, indså jeg, at de ikke længere kan stemmes på. Jeg kunne godt lide Jan Höglund, men de partiledere, der kom efter ham, er slet ikke på linje med, hvad jeg synes er godt.
Jeg skal nok komme at stemme på centret. Jeg har villet frem og tilbage, og overvejede endda at stemme på Socialdemokratiet – men i øjeblikket føles centret mest sandsynligt. Det er der et par grunde til, en af dem er, at Centeret er det første parti (I hvert fald så vidt jeg kunne se) der udgav et manifest om handicap og politikken omkring det. Jeg har selv en bipolar diagnose og er delvist påvirket af denne, men hovedårsagen til, at dette er et vigtigt emne for mig, er, at jeg har venner, der har store handicap og er enormt påvirket af de politikker, der bliver lavet..
Hvad forstyrrer mig i svensk politik er faktisk det meste. Jeg føler ikke, at noget parti har en vision, uden at alle bare klynker ad alle andre og giver de tidligere eller nuværende regeringer skylden for alt, der ses som forkert. Der er heller ikke noget parti, der for det meste opfylder mit syn på, hvad der skal til.
Det er også min store overbevisning om, at alle partier glemmer, at Samfund og Politik ikke er det samme. Samfundet er et helt adskilt organ, hvis mentalitet slet ikke styres af Politiken. Samfundet går sine egne veje, og Politik skal derfor følge Samfundet og ikke omvendt. Politiken er i mine øjne ekstremt dårlige til at følge Samfundet og forventer, at det er omvendt. Markedet er også sin egen krop, der følger sin egen vej og nægter at lade sig kontrollere af andet end efterspørgsel og udbud.
.. men at vende tilbage;
jeg ved med vished om, hvilke partier jeg aldrig vil give min stemme. Disse partier er Sverigedemokraterna, Kristendemokraterne, De moderate, De liberale (selvom jeg stemte på dem ved tidligere valg) og Miljøpartiet De Grønne.
Det gør tre muligheder tilbage – Socialdemokratiet, Venstrepartiet og Centeret.
Sossarna og Venstrepartiet har et menneskesyn, som jeg ikke er enig i (den svenske medlidenhed, som er så modbydelig), hvilket efterlader mig med kun én mulighed – Centerpartiet.
Og jeg lærer stemme på noget. Jeg vil ikke stemme blankt. Blev foreslået at stemme på Piratpartiet, men jeg har så utrolig dårligt fat i dem, at jeg ikke rigtig gider give dem min stemme.
Nogle gange tænker jeg spekulerer på, om det ikke ville være værd at starte et helt nyt parti, der fokuserer på mennesker i stedet for alt det andet vrøvl, som alle de andre partier beskæftiger sig med.
Den der lever får se, ingen?