Jeg kan godt lide at tænke på tingene. Jeg kan også godt lide at stille spørgsmålstegn ved tingene – nogle gange bare for det.
Jeg nørder mig ind i nogle ting. Andre ting er jeg ekstremt uinteresseret i.
Jeg er også blevet tante for klimaforandringer, på trods af min hidtil, i sammenhængen, ung alder.
På denne blog kan du læse det meste af, hvad der passer ind i min tankeverden. Fra social kritik til skønhed 40+ til pinlige historier til…
Velkommen! 🙂
Jeg læste et indlæg på Facebook, der af en eller anden grund fik mig til at tænke på noget helt andet, men stadig relateret. Min hjerne fungerer på mystiske måder, ligesom det hævdes at Gud gør (er jeg Gud?), så jeg landede på spørgsmålet om dette synd-synd-synd-synd.
Jeg har ondt af-syndromet er meget tæt knyttet til det svenske godheds syndrom. Det svenske folk er godt mennesker. Vi tager os af andre, vi deler, vi hjælper den der har brug for det (selv dem, der ikke engang beder om hjælp). Vi synes lidt ked af dem, der ikke er som os, og benytter lejligheden til at informere om det vores måde at være på er lidt, lite (meget!) bedre, og hvis du vil være som os, skal du gøre dette.
Det tror vi ikke synd om nogen, vi synes, det er lidt pinligt i stedet. Jo mindre valg den pågældende har for at blive mere lig os, jo mere pinligt er det. Dette er så dybt forankret i den svenske mentalitet, at jeg tror, de fleste mennesker ikke engang ser det for sig selv. Som mennesker, med andre ord. Måske ikke engang som enkeltpersoner, skønt der forhåbentlig er nogle, der ser igennem hykleriet.
Dette også at synes synd på er en holdning, vi skal slippe af med. Det er utroligt smigrende – ikke for den der synes synd på, uden for os der har ondt af. Dette gælder både Sverige og landet, og os som enkeltpersoner. At synes synd på er at se ned på nogen. Det er at fjerne nogens kontrol og magt, det er at sætte sig selv i en rolle som værge og se sig selv som lidt, lite (meget!) bedre. Det er utrolig arrogant, uhøfligt og ekstremt faldende for at antage, at det er os, der kender bedst – især i andres tilfælde.
Fordi tro mig, når jeg siger det; du / jeg / vi ved ikke altid bedst.
Der er nogle forskellige grupper, der især er ramt af dette synd-synd syndrom. Immigrant, Kvinder, mennesker med handicap, kulturarbejdere, sexarbetare, psykisk syg, økonomisk sårbare, og mange, mange flere. Hver gruppe virker lidt ked af det, og både som et samfund og som enkeltpersoner, tager vi os frihed til at have hørbare og synlige meninger om, hvordan disse grupper skal leve for bedre at passe ind..
Ikke nok at vi er det godt Her i Sverige, at vi synes så ked af så mange grupper og enkeltpersoner – vi er også frygtelige snæversynede. Alt, hvad der ikke er på vores måde, alt, hvad der er anderledes, er værd at have ondt af eller lidt skamme sig over.
Vi skammer os over sexarbetarna, fordi de så tydeligvis ikke kan vælge den rette for sig selv i dette liv. Vi skammer os over de handicappede, der muligvis ikke kan gå, vi skammer os over kulturarbejderne, fordi de ikke har kendt nok til at træne til noget, de rent faktisk tjener penge på, vi skammer os over, at nogen elsker en person, som vi selv aldrig kunne forestille os at elske – og så videre i al uendelighed.
Vi kan på en eller anden måde forestil dig ikke, at det kan være ok at leve på en måde, som vi ikke selv gør. I min verden er det ekstremt snæversynet og single-track – og faktisk rigtig skide pinligt. Jeg skammer mig på vegne af os alle og Sverige som et land, når det kommer til netop denne mentalitet.
Vi har en tendens til at skubbe folk ned gennem vores synd-undskyld-for-ånd. At have ondt af nogen er ikke konstruktivt. I praksis er det ikke konstruktivt at tvinge enkeltpersoner til at bruge vold mod sig selv for at blive som os, det er ikke rart, det er bare ikke måden at gøre det på.
Og, udover os Her i Sverige, selvfølgelig. Fordi vi insisterer på at synes synd på alle dem, der ikke er eller opfører sig som os, eller vi skammer os over, at de ikke passer. Vores tunnelvision gør os fuldstændig ude af stand til at acceptere, at hele verden ikke kredser om Sverige, at vi ikke er et forbillede for resten af alle mennesker og dyr på jorden. Men vi vil tro på det, og vi handler efter denne overbevisning.
Som selvretfærdig, selvtilfreds narcissister uden nogen selvindsigt, vi tror, at vi kan fortælle hele verden vores sandhed om, hvordan alt skal se ud og arbejde. Pinlig.