Jeg kan godt lide at tænke på tingene. Jeg kan også godt lide at stille spørgsmålstegn ved tingene – nogle gange bare for det.
Jeg nørder mig ind i nogle ting. Andre ting er jeg ekstremt uinteresseret i.
Jeg er også blevet tante for klimaforandringer, på trods af min hidtil, i sammenhængen, ung alder.
På denne blog kan du læse det meste af, hvad der passer ind i min tankeverden. Fra social kritik til skønhed 40+ til pinlige historier til…
Velkommen! 🙂
Jeg hellige mig ikke at stå på vægten eller måle mig selv, I modsætning til de fleste andre, der gerne vil tabe sig. Jeg bliver bare stresset og ked af det, hvilket ikke er noget der gavner hverken mit sind eller noget vægttab. Så jeg lod det være. Men nogle gange – som i dag, Jeg fandt et målebånd og fik sådan set lige fået mig til at måle mit taljemål.
Det begyndte med at jeg, der har syafholdenhed, ville gå mine stofrester igennem og se hvad der kan bruges til at sy et nyt sengetæppe. Blandt det hele fandt jeg noget tøj, jeg lagde fra mig sidste efterår, da jeg syede en masse nyt tøj. Noget af det har hængt i skabet længe før det, og du ved det.. “krymper”. Af en eller anden grund tænkte jeg, at jeg ville give det en chance, og tro på tusinde – de er vokset i størrelse igen. Utrolig. Jeg tror, jeg prøvede fire toppe – en af dem vil jeg sy til nogle detaljer, men ellers virkede alt – over forventning.
Og det var det i forbindelse med det fandt jeg et målebånd og inden jeg nåede at blinke havde jeg målt mit taljemål. Og jeg huskede med det samme, hvorfor jeg aldrig gør det, for selv om det er betydeligt mindre, end da jeg var størst, der er lang vej igen “bør” være. For kvinder skal taljemålet helst være under 80 cm, og som sagt var det – det er langt til det nummer for mig. Og når jeg siger, at der er langt dertil, jeg mener det. Der er ikke noget, jeg siger, der får dig til at tro, at jeg er en lidt fjollet forfængelighed, men det er faktisk sådan.
Det er da man er brutalt ærlig over for sig selv, da tingene forhåbentlig sker.
Den eneste fordel hvad jeg kan se er, at jeg i det mindste kan have et mål. Jeg har allerede et mål – at turde gå i linned næste sommer uden at skamme sig. Mit taljemål er faktisk ret irrelevant, når det kommer til netop det, men jeg kan stadig mærke, at det er et ekstra mål at sætte sig. Jeg tvivler på, at jeg når et såkaldt normalt mål inden da, men jeg kan sætte delmål – og det agter jeg at gøre.
Og virkelig, når jeg tænker over det, det er ikke antallet af centimeter, der er vigtigt. Hvad der føles vigtigere er at have en proportional krop. Mens jeg på den ene side har mistet meget råderum, siden jeg startede med yoga, og i det hele taget ser det bedre ud end før, så jeg er stadig uformelig og ude af proportioner (i hvert fald i mine øjne). Alt mellem bryster og skridt er ikke blevet mindre i forhold til resten – Jeg har stadig alt for meget mave, og det driver mig til vanvid.
jeg tror på og for sig selv, at min krop vil ændre sig til, hvad jeg vil have den skal være – men jeg er grådig og rastløs og ønsker at alt skal ske i forgårs. Og samtidig er jeg ret overbevist om, at kroppen tager en del ad gangen. Og tilsyneladende vil den først tage omfanget, at gå ind i separate kropsdele senere.
Det virker dog Jeg er ved at lære at kunne lide min krop, som den er. Det kræver meget, og det kræver enorme mængder af vedholdenhed fra min side, men før eller siden havde jeg også tænkt mig at komme dertil. Det gør det på en måde meget nemmere, når du vil ændre dit udseende, jeg tror. Uanset hvilken side du vælger at se på, så den anden side afspejles i det man ser på. Jeg vil have begge mine ud- og mit indre skal afspejle hinanden på en jævn og afbalanceret måde.
Min opgave lige nu er det at finde måder at arbejde lidt ekstra på mave og talje i fremtiden. Jeg har allerede lavet nogle justeringer i de asanas, jeg laver, men tror jeg skal putte lidt ekstra krudt på hvis jeg vil have resultater.
Og det vil den jeg gør.