Jeg kan godt lide at tænke på tingene. Jeg kan også godt lide at stille spørgsmålstegn ved tingene – nogle gange bare for det.
Jeg nørder mig ind i nogle ting. Andre ting er jeg ekstremt uinteresseret i.
Jeg er også blevet tante for klimaforandringer, på trods af min hidtil, i sammenhængen, ung alder.
På denne blog kan du læse det meste af, hvad der passer ind i min tankeverden. Fra social kritik til skønhed 40+ til pinlige historier til…
Velkommen! 🙂
Der er mange ulemper ved at have sygedagpenge. Primært; det er ikke ret mange penge til at begynde med. Når du også af en eller anden grund kommer til at rode med det, det bliver endnu værre. Hvis du samtidig har brug for et større beløb for at investere i noget, der er ægte, virkelig tiltrængt, det bliver meget svært.
Jeg er i en sådan situation just nu. Jeg har fortalt om hvordan min yoga har påvirket kroppen. Jeg har mistet tre bh-størrelser – og snart en fjerde, at dømme efter de bh'er jeg fik hjem i starten af ugen. Man tænker, at en ny bh skal kunne knappes yderst og så, jo mere strakt bliver den, knappes længere ind til den er så strakt at den bliver for stor. Sådan har det ikke været for mig, siden jeg købte mine første mindre bh'er for omkring et halvt år siden. Dem jeg har bliver for store, Jeg køber en størrelse mindre, og når jeg får dem hjem kan jeg knappe dem på midten eller forneden lige fra starten.
Lige nu er alt mit tøj for stort. Jeg har to par bukser, der stadig er ok, men da jeg forventer at kroppen bliver ved med at ændre sig, så sidder de snart også så løst at de falder af uden bælte. Jeg har en del bukser, men selv de bukser jeg ikke har brugt i lang tid er ret, alt for stor.
Dette er et meget frustrerende fænomen. På den ene side er jeg sindssygt glad, fordi det betyder, at yoga giver resultater. Til gengæld er jeg meget kikset, fordi jeg ikke har råd til at købe stof herhjemme, så jeg kan sy nyt tøj, der faktisk passer ok. Jeg vil rigtig gerne købe et større lager stof med hjem, så jeg kan sy nyt mens jeg går. Jeg ved ikke, hvor denne rejse ender, når kroppen føler sig tilfreds med, hvordan den ser ud. Til min store glæde OG rædsel formoder jeg at der er lidt tilbage til det er “færdig”.
Mellem tommelfingeren og pegefingeren vil jeg gerne købe stof for et sted mellem syv og ti tusinde kroner. Det ville give mig en grundlæggende forsyning at sy af til et par, tre år frem. Jeg bliver ekstremt stresset af ikke at kunne det. Jeg tænker for eksempel på næste sommer. Alt det sommertøj, jeg har, vil være perfekt, alt for stor på det tidspunkt. Og jeg mener virkelig – alle. Kun en hel sommergarderobe vil gå på mindst et par, tre tusinde. Hvis jeg også tænker på jakker til forår/efterår og vinter, bliver jeg endnu mere kikset. I år går det med det, jeg har, men næste vinter drukner jeg vel helt i de jakker jeg har.
Og hvor sjovt er det?
Jeg ved ikke hvordan man løser dette. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal rejse penge, så jeg kan investere i stof, som jeg vil. At købe en bolig ad gangen – og, sikker på det virker. Men det bliver også dyrt, fordi jeg bliver nødt til at købe nyt hjem oftere, og så bliver det dyrt på den måde i stedet for. Jeg ville virkelig foretrække at købe en masse hjem på én gang, og genopfyld med mindre køb fra tid til anden.
Mænd – bare nej må jeg sidde her i mit kammer og overveje dette. Forhåbentlig løser det sig selv på en eller anden uventet måde. Jeg får måske en hemmelig beundrer, der sponsorerer mig. Måske vinder jeg det store hus på Lotto. Lige meget hvad, er jeg i grublende tilstand for nu.